Skip til hoved indholdet
    Hjem Sprogskole Prøver

Prøver

Her kan du læse mere om prøverne i danskuddannelserne, tilmelding og betaling af prøver.

Værd at vide om prøverne 

  • Hver af de 3 Danskuddannelser afsluttes med officielle prøver.
  • Du kan tage prøverne som studerende eller selvstuderende hos Center for Dansk og Integration. 
  • Alle prøver i Dansk 1, 2 og 3 består af en mundtlig og en skriftlig del og omfatter fire områder: læseforståelse, skriftlig fremstilling, lytteforståelse og mundtlig kommunikation.
  • Den skriftlige prøve i Dansk 1 afholdes på Center for Dansk og Integration, Ølbycenter 53, 4600 Køge.
  • De skriftlige prøver i Dansk 2 og 3 afholdes i Ravnsborghallen, Ravnsborgvej 3, 4600 Køge.
  • Prøverne afholdes to gange om året i maj/juni og i november/december. 
  • Prøven starter kl. 09:00, men du skal møde kl. 08:30. Husk at medbringe ordbøger og eventuelt mad og drikke.
  • Vi sender et brev om tid og sted til dig før den mundtlige prøve.
  • Prøverne er statskontrolleret og udarbejdet af Udlændinge- og Integrationsministeriet.
  • Vi holder informationsmøde om prøverne på Dansk 1, 2 og 3, inden prøverne. Du kan finde mere information om informationsmøderne her på siden under nyheder.

Prøvedatoer

Sommer 2024

Skriftlige prøver

Prøve i Dansk 3: 14. maj 2024

Prøve i Dansk 2: 15. maj 2024

Prøve i Dansk 1: 16. maj 2024

Mundtlige prøver

Den mundtlige del af prøven ligger i perioden 10.-21. juni 2024.

Tilmeldingsfrist

Sidste mulighed for tilmelding til Prøve i Dansk 1, 2 og 3 i maj/juni er d. 4. marts 2024.

Tilmelding til prøverne

Hvis du går på et af de afsluttende moduler hos Center for Dansk og Integration, vil din lærer sørge for, at du bliver tilmeldt prøven. Hvis du er selvstuderende, skal du tilmelde dig på vores online shop, betaling af prøver. Vi åbner shoppen for køb lige før- eller efter juleferien og sommerferien. Efter tilmeldingsfristen er din tilmelding bindende. 

Er du handicappet eller ordblind, skal du oplyse dette, når du tilmelder dig. Vi vil derefter kontakte dig omkring, hvilken form for hjælp vi kan tilbyde, hvilken dokumentation vi skal have og hvad du skal gøre for at kunne få hjælp.

Betaling af prøver

Det er gratis at gå til prøve i Dansk 1, Dansk 2 og Dansk 3, hvis du går på et af de afsluttende moduler på en af Danskuddannelserne. 

Som selvstuderende er gebyret 1.520 kr. for at tilmelde sig til Prøve i Dansk 1, 2 eller 3.

Betaling af prøver kan ske på hjemmesiden eller i receptionen på Center for Dansk og Integration. Der tages kun imod mobilpay og ikke kontanter eller betalingskort.

Hvis du oplever problemer med CDI shoppen, skal du kontakte receptionen på Center for Dansk og Integration på 5667 6660.

Husk legitimation til prøverne

Til både den skriftlige og den mundtlige prøve skal du medbringe billedlegitimation,

  • Pas, opholdskort, fremmedpas, konventionspas eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
  • Pas, identitetskort eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU-/EØS-medlemsland eller i Schweiz.
  • Pas eller anden gyldig rejselegitimation med billede udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end de overfor nævnte lande. 

Manglende billedlegitimation til prøven betyder, at du bliver afvist og ikke kan deltage. Læs hele vejledningen om legitimation. 

Dimissions- og afslutningsfest

Der er dimissions- og afslutningsfest efter alle mundtlige prøver er afholdt. Informationer om hvor og hvornår dimissions- og afslutningsfesten afholdes kan findes her på siden. Du kan også spørge i receptionen på Center for Dansk og Integration.

Regler og lovbestemmelser

Til prøvedeltagere med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder kan der tilbydes særlige prøvevilkår, når dette er nødvendigt for at ligestille dem med andre i prøvesituationen.

Særlige prøvevilkår gives for den enkelte prøve på grundlag af en skriftlig ansøgning fra prøvedeltageren til den test- og prøveansvarlige hos Center for Dansk og Integration.

Ved en funktionsnedsættelse, hvortil der ansøges om særlige vilkår, skal ansøgningen være vedlagt en udtalelse fra en læge, psykolog, synskonsulent eller anden sagkyndig, der kan dokumentere funktionsnedsættelsen.

Varig dokumenteret funktionsnedsættelse, fx ordblindhed forældes ikke.

Generelt kan særlige vilkår fx være brug af IT-rygsæk, opgaven kopieret op til A3 størrelse eller lign.

Bekendtgørelsen nr. 1045 af 24.06/2022, Bilag 1: Fagbeskrivelse for danskuddannelse til voksne udlændinge – i uddrag:

Forkortet version (fuld længde link)

Undervisningen på de tre danskuddannelser har som mål, at kursisterne opnår nødvendige dansksproglige kompetencer og viden om kultur, samt arbejdsmarkeds- og samfundsforhold i Danmark med henblik på at opnå beskæftigelse og selvforsørgelse samt blive deltagende og ydende samfundsborgere. Undervisningen på Danskuddannelse 2 og 3 har desuden som mål, at kursisterne kvalificeres til at deltage i kompetencegivende uddannelse og faglig efteruddannelse.

Danskuddannelse 1 tilrettelægges for kursister med ingen eller ringe skolebaggrund, som ikke har lært at læse og skrive på deres modersmål, samt for kursister, som ikke har lært at læse og skrive med det latinske alfabet.

Danskuddannelse 2 tilrettelægges for kursister, som normalt har en kort skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet og må forventes at have en forholdsvis langsom tilegnelse af dansk som andetsprog.

Danskuddannelse 3 tilrettelægges for kursister, som normalt har en mellemlang eller lang skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet og må forventes at have en forholdsvis hurtig tilegnelse af dansk som andetsprog.

Det er et fælles mål for undervisningen på de tre danskuddannelser, at kursisten med afsæt i egne ressourcer udvikler dansksproglige kompetencer til at opnå beskæftigelse og selvforsørgelse. Det fælles mål omfatter, at kursisten udvikler et flydende, funktionelt kommunikativt og adækvat sprog, samt at kursisten kan anvende sin viden om danske arbejdsmarkedsforhold, kultur- og samfundsforhold, fremherskende normer og værdier samt den enkelte borgers rettigheder og pligter, til at integrere sig i samfundet og på arbejdsmarkedet og blive en deltagende og ligeværdig medborger i det danske samfund.

Modul 6 (fører frem til Prøve i Dansk 1)

Mål

På dette modul arbejdes der med vægt på, at kursisten udvikler både mundtlige og skriftlige kompetencer. Målene for undervisningen er, at kursisten i en beskæftigelses- eller uddannelsessammenhæng eller som medborger:

 kan indgå i hyppigt forekommende dagligdags kommunikationssituationer ved anvendelse af et enkelt, men sammenhængende talesprog med en vis grad af kompleksitet og korrekthed, hvor kontekst og indhold er bekendt, herunder:

 kan forstå indholdet i enkel kommunikation om almindelige hverdagsforhold og i almindelige hverdagssituationer, fx på en arbejdsplads, hvor der anvendes et tydeligt udtalt sprog med en vis grad af kompleksitet

 kan kommunikere mundtligt i et enkelt, men sammenhængende og forholdsvis flydende sprog med en vis grad af kompleksitet og korrekthed om almindelige hverdagsforhold på en forståelig og situationstilpasset måde.

 Kan anvende et forholdsvist enkelt skriftsprog på dansk i hyppigt forekommende dagligdags kommunikationssituationer, fx på en arbejdsplads, hvor kontekst og indhold er bekendt, herunder:

 kan finde konkret information og læse og forstå indholdet i et udsnit af tekster, der i et forholdsvis enkelt sprog omhandler konkrete og almindelige hverdagsforhold; kan læse og udfylde enkle blanketter med personlige data, når den fornødne tid er til rådighed

 kan formulere sig skriftligt i et forholdsvis enkelt sprog på en kommunikativ funktionel, forståelig og situationstilpasset måde om konkrete og almindelige hverdagsforhold, når den fornødne tid er til rådighed.

 Kan anvende egen sproglig opmærksomhed og sproglæringsstrategier til at afprøve egne sproglige kompetencer og opsamle sproglige erfaringer i og uden for danskundervisningen, herunder:

 kan anvende sproglig opmærksomhed til at udvikle egne kommunikative kompetencer og til konkret indsamling af forholdsvis enkelt sprogligt materiale i konkrete hverdagssituationer, fx arbejde eller praktik, og der gives støtte til at tilrettelægge og evt. udføre indsamlinger

 kan anvende konkrete sproglæringsstrategier, herunder strategier til indsamling af sprogligt materiale, bearbejdning og anvendelse i konkrete hverdagssituationer, fx arbejde eller praktik, og der gives støtte til kursistens individuelle arbejde.

 Har opnået forholdsvis sikker interkulturel kompetence, herunder:

 har opnået en forholdsvis sikker forståelse af kultur- og samfundsforhold i Danmark i konkrete hverdagskontekster, herunder fremherskende normer og værdier samt den enkelte borgers rettigheder og pligter

 kan identificere eksempler på egne erfaringer med kultur- og samfundsforhold i Danmark i konkrete hverdagskontekster, fx på arbejdspladsen, herunder erfaringer med fremherskende normer og værdier og den enkelte borgers rettigheder og pligter, og kan finde ligheder og forskelle til hjemlandets kulturelle praksisser

 kan anvende sin viden om og erfaringer med kultur- og samfundsforhold i Danmark, herunder fremherskende normer og værdier og den enkelte borgers rettigheder og pligter, til at integrere sig på arbejdsmarkedet og som medborger i Danmark.

 Modul 6 (B1/B2) (fører frem til Prøve i Dansk 2)

Mål

På dette modul arbejdes der med vægt på, at kursisten udvikler både mundtlige og skriftlige kompetencer. Målene for undervisningen er, at kursisten i en beskæftigelses- eller uddannelsessammenhæng eller som medborger:

 kan indgå i hyppigt forekommende kommunikationssituationer ved anvendelse af et enkelt, men sammenhængende talesprog med en vis grad af kompleksitet og korrekthed, hvor kontekst og indhold er bekendt, herunder:

 kan forstå indholdet i enkel kommunikation, hvor der anvendes et tydeligt udtalt sprog med en vis grad af kompleksitet

 kan kommunikere mundtligt i et sammenhængende og flydende sprog med en vis grad af kompleksitet og korrekthed om almindelige hverdagsforhold på en forståelig og situationstilpasset måde.

 Kan anvende forholdsvis enkelt skriftsprog på dansk i hyppigt forekommende dagligdags kommunikationssituationer, fx på en arbejdsplads, herunder:

 kan læse, forstå og finde konkret information i et forholdsvis bredt udsnit af tekster, der i et forholdsvis komplekst sprog omhandler almindelige hverdagssituationer

 kan læse og udfylde forholdsvis komplicerede blanketter med personlige data

 kan formulere sig skriftligt i et forholdsvis sammenhængende sprog med en vis grad af kompleksitet og korrekthed på en forståelig, kommunikativ funktionel og situationstilpasset måde om konkrete og almindelige hverdagsforhold.

 Kan anvende sproglig opmærksomhed og sproglæringsstrategier til at afprøve egne kommunikative kompetencer og opsamle sproglige erfaringer i og uden for danskundervisningen, herunder:

 kan anvende egen sproglig opmærksomhed til at udvikle egne kommunikative kompetencer og til konkret indsamling af forholdsvis enkelt sprogligt materiale i konkrete hverdagssituationer, fx arbejde eller praktik, og der gives støtte til at tilrettelægge indsamlinger

 kan anvende konkrete sproglæringsstrategier, herunder strategier til indsamling af forholdsvis enkelt sprogligt materiale, bearbejdning og anvendelse i konkrete hverdagssituationer, fx arbejde eller praktik, og der gives støtte til kursistens individuelle arbejde.

 Har opnået interkulturel kompetence, herunder:

 har opnået en sikker forståelse af kultur- og samfundsforhold i Danmark i konkrete hverdagskontekster, herunder fremherskende normer og værdier samt den enkelte borgers rettigheder og pligter

 kan identificere eksempler på egne erfaringer med kultur- og samfundsforhold i Danmark i konkrete hverdagskontekster, fx på arbejdspladsen, herunder erfaringer med fremherskende normer og værdier og den enkelte borgers rettigheder og pligter, og kan finde ligheder og forskelle til hjemlandets kulturelle praksisser

 kan anvende sin viden om og erfaringer med kultur- og samfundsforhold i Danmark, herunder fremherskende normer og værdier og den enkelte borgers rettigheder og pligter, til at integrere sig på arbejdsmarkedet og som medborger i Danmark.

me som borger.dk og sociale medier mv.

  Modul 5 (B2) (fører frem til Prøve i Dansk 3)

Mål

På dette modul arbejdes der med vægt på, at kursisten udvikler både mundtlige og skriftlige kompetencer. Målene for undervisningen er, at kursisten i en beskæftigelses- eller uddannelsessammenhæng eller som medborger:

 kan indgå i de fleste kommunikationssituationer ved anvendelse af et sammenhængende, forholdsvis nuanceret og komplekst sprog med en forholdsvis høj grad af korrekthed herunder:

 kan forstå indholdet i en almindeligt forekommende kommunikation, hvor sproget er forholdsvis nuanceret og komplekst, fx i uddannelses- og arbejdssammenhæng

 kan kommunikere mundtligt i et sammenhængende, flydende, forholdsvis nuanceret og komplekst sprog med en høj grad af korrekthed på en forståelig, kommunikativ funktionel og situationstilpasset måde, fx i uddannelses- og arbejdssammenhæng.

 Kan anvende et forholdsvis nuanceret og komplekst skriftsprog om både hverdagsagtigt og alment indhold, fx på uddannelse eller arbejde, herunder:

 kan uddrage information af og forstå indholdet i et bredt udsnit af tekster, der er formuleret i et forholdsvis nuanceret og komplekst sprog, herunder autentiske tekster om dagsaktuelle og historiske emner og skønlitterære tekster

 kan formulere sig skriftligt i et sammenhængende, forholdsvis nuanceret og komplekst sprog med en forholdsvis høj grad af korrekthed på en forståelig, kommunikativ funktionel og situationstilpasset måde om konkrete og almindelige hverdagsforhold.

 Kan anvende sproglig egen opmærksomhed og sproglæringsstrategier til at afprøve egne kommunikative kompetencer og opsamle sproglige erfaringer i og uden for danskundervisningen, herunder:

 kan anvende egen sproglig opmærksomhed til at udvikle egne kommunikative kompetencer, fx ved til konkret indsamling af sprogligt materiale fra hverdagssituationer, fx arbejde eller praktik

 kan anvende konkrete sproglæringsstrategier, herunder strategier til indsamling af sprogligt materiale, bearbejdning og anvendelse i forskellige hverdagssituationer, fx arbejde eller praktik.

 Har opnået en interkulturel kompetence, herunder:

 har opnået en indsigt i dansk historie og en sikker forståelse af kultur- og samfundsforhold i Danmark i relation til konkrete hverdagssituationer, herunder fremherskende normer og værdier samt den enkelte borgers rettigheder og pligter

 kan identificere eksempler på egne erfaringer med kultur- og samfundsforhold i Danmark i konkrete og hverdagsagtige situationer, fx på arbejdspladsen, herunder erfaringer med fremherskende normer og værdier og den enkelte borgers rettigheder og pligter, og kan finde ligheder og forskelle til hjemlandets kulturelle praksisser

 kan anvende sin viden om og erfaringer med kultur- og samfundsforhold i Danmark, herunder fremherskende normer og værdier og den enkelte borgers rettigheder og pligter, til at integrere sig på arbejdsmarkedet og som medborger i Danmark.

 

Uddrag undervisning mål de tre danskuddannelser

 

Indholdet af prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. fra Retsinformation

Læs den fulde bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

 

Danskprøverne består af:

1. Prøve i Dansk 1

Prøven består af en skriftlig og en mundtlig del.

Den skriftlige del består af læseforståelse og skriftlig fremstilling.

Den skriftlige del af prøven aflægges individuelt. Den mundtlige del af prøven aflægges parvis.

Læseforståelse:

Delprøve 1 er 60 min. Ved prøven vurderes, om prøvedeltageren kan søgelæse og læse omhyggeligt lokalt og globalt.

Delprøve 2 er 30 min. Ved prøven vurderes, om prøvedeltageren kan skimme og skanne.

Skriftlig fremstilling:

Der er tre delprøver og prøvetiden for delprøve 1, delprøve 2 og delprøve 3 er i alt 60 minutter.

Delprøve 1 består i at overføre faktuelle informationer til et skema.

Delprøve 2 består i skriftligt at udforme en formel henvendelse.

Delprøve 3 består i skriftligt at udforme en uformel e-mail.

Den mundtlige del består af mundtlig kommunikation, hvori lytteforståelse indgår.

Mundtlig prøve:

Der indgår to delprøver: delprøve 1 og delprøve 2.

Prøvetiden for delprøve 1 og delprøve 2 er i alt 30 minutter inklusive instruktion til prøveformen, votering og karakterfastsættelse.

Delprøve 1 består af to opgaver: en præsentation af et emne og et opfølgende interview. Prøvegrundlaget er et emne, som prøvedeltageren har valgt, og som er godkendt af leder af den prøveafholdende udbyder. 

Delprøve 2 består af to opgaver: Eksaminator interviewer først hver af prøvedeltagerne enkeltvis, hvorefter de to prøvedeltagere indgår i interaktion.  Prøvegrundlaget er et alment emne illustreret ved billeder.

Der gives to karakterer: en samlet karakter for prøven i læseforståelse og prøven i skriftlig fremstilling samt en karakter for prøven i mundtlig kommunikation.

I beregning af et gennemsnit for Prøve i Dansk 1 vægtes den mundtlige del med to tredjedele, og den skriftlige del med en tredjedel.

 2. Prøve i Dansk 2

2.1. Prøven består af en skriftlig og en mundtlig del.

2.2. Den skriftlige del består af læseforståelse og skriftlig fremstilling. Den mundtlige del består af mundtlig kommunikation, hvori lytteforståelse indgår.

Der gives en karakter for hver af de tre dele. I beregning af et gennemsnit for Prøve i Dansk 2 tæller mundtlig kommunikation dobbelt.

Den skriftlige del af prøven aflægges individuelt. Den mundtlige del af prøven aflægges parvis.

Læseforståelse:

I prøven indgår to delprøver: delprøve 1 og delprøve 2. Prøvetiden for delprøve 1 er 30 minutter, og for delprøve 2 er den 60 minutter

Delprøve 1: ved prøven vurderes, om prøvedeltageren kan skimme og skanne.

Delprøve 2: Ved prøven vurderes, om prøvedeltageren kan søgelæse og læse omhyggeligt lokalt og globalt.

Skriftlig fremstilling

I prøven indgår to delprøver: delprøve 1 og delprøve 2.  Prøvetiden er i alt 1½ time.

Delprøve 1: Prøven består i skriftligt at udforme en formel henvendelse.

Delprøve 2: Prøven består i skriftligt at udforme en uformel e-mail eller dele heraf. Besvarelsen skal være på minimum 100 ord.

Mundtlig kommunikation

I prøven indgår to delprøver: Prøvetiden for delprøve 1 og delprøve 2 er i alt 30 minutter inklusive instruktion til prøveformen, votering og karakterfastlæggelse.

Delprøve 1: Prøven består af to opgaver: en præsentation af et emne og et opfølgende interview. Prøvegrundlaget er et emne, som prøvedeltageren har valgt, og som er godkendt af leder hos den prøveafholdende udbyder.

Delprøve 2: Prøven består af to opgaver: eksaminator interviewer først hver af prøvedeltagerne enkeltvis, hvorefter de to prøvedeltagere indgår i interaktion. Prøvegrundlaget er et alment emne, illustreret ved billede

3. Prøve i Dansk 3

Prøven består af en skriftlig og en mundtlig del.

Den skriftlige del består af læseforståelse og skriftlig fremstilling. Den mundtlige del består af mundtlig kommunikation, hvori lytteforståelse indgår.

Der gives en karakter for hver af de tre dele.

I beregning af et gennemsnit for Prøve i Dansk 3 tæller mundtlig kommunikation dobbelt.

Prøverne aflægges individuelt.

Læseforståelse:

I prøven indgår to delprøver: delprøve 1 og delprøve 2.  Prøvetiden for delprøve 1 er 25 minutter, og for delprøve 2 er det 65 minutter.

Delprøve 1: Ved prøven vurderes, om prøvedeltageren kan skanne/søgelæse i en forholdsvis stor tekstmængde.

Delprøve 2: Prøven består af to opgaver, A og B.  Ved prøven vurderes, om prøvedeltageren kan læse omhyggeligt lokalt og globalt.

Skriftlig fremstilling

I prøven indgår to delprøver: delprøve 1 og delprøve 2.  Prøvetiden for delprøve 1 og delprøve 2 er i alt 2½ time.

Delprøve 1: Prøven består i skriftligt at udforme en uformel e-mail

Delprøve 2: Prøven består i skriftligt at udforme en længere, sammenhængende fremstilling om et emne.  Prøvegrundlaget er en opgave med tre fokuspunkter og en tekst suppleret med faktuelt input eller seks udsagn eller synspunkter. Der er to opgaver, A og B, hvoraf prøvedeltageren skal besvare den ene. Besvarelsen skal være på minimum 200 ord.

Mundtlig kommunikation

I prøven indgår to delprøver: delprøve 1 og delprøve 2.  Prøvetiden for delprøve 1 og delprøve 2 er i alt 15 minutter inklusive instruktion til prøveformen, votering og karakterfastlæggelse.

Delprøve 1: en præsentation af et emne. Præsentationen er et alment emne, som er på et generelt niveau, og som tildeles prøvedeltageren fem hverdage før den mundtlige del af prøveterminens begyndelse. Emnet er valgt af eksaminator og godkendt af leder af den prøveafholdende udbyder. 

Delprøve 2: en situationsbeskrivelse og et interview. Prøvegrundlaget er et alment emne, som er på et generelt niveau og illustreret ved billeder.

Vil du klage over din bedømmelse?

Hvis du er utilfreds med eksaminator og censors bedømmelse af prøven eller med hvordan prøven er forløbet, har du ret til at klage. Ønsker du at klage, skal du aflevere en skriftlig klage til den prøveansvarlige hos Center for Dansk og Integration.

I den skriftlige klage skal du skrive, hvad du vil klage over og hvorfor. I receptionen på CDI kan du hente et klageskema. Fristen for at klage er senest 4 uger efter du har fået karakteren. Hvis du ønsker at klage over den skriftlige karakter, kan du få en kopi af din besvarelse udleveret.

Efter du har afleveret din klage, vil ledelsen indhente udtalelser fra eksaminator og censor og sende disse til dig. Herefter har du mulighed for at komme med dine kommentarer. Ledelsen fra Center for Dansk og Integration afgør herefter, om klagen skal afvises, eller om den skal sendes videre til ministeriet.

 

Join our free Danish classes today! Start til gratis danskundervisning i dag

Ølbycenter 53 

4600 Køge

Telefon: 56 67 66 60

Mail: cdi@koege.dk

CVR: 29 18 93 74

Åbningstider i receptionen

Undervisningstid

Nyttige links